Som rigtig mange, har man en tid i livet man aldrig glemmer, om de er negative eller positive. Det havde jeg også.. Måske på en lidt mere anden måde, end dem jeg kendte/kender. I 2010 juli måned og seks måneder frem, der levede jeg i såkaldt frygt. Jeg står i lufthavnen, med tårer i øjenene af frygt og stolthed. To følelser der er så forskellige, at man ikke kan beskrive før man står i samme situtation. Jeg står og skal sige farvel til min storebror, som står i militær tøj og en rygsæk på ryggen. Flyveren går mod Afghanistan.. Og vender først tilbage om seks måneder.. Men hvem ved om den gør det? For som soldat i Afghanistan er intet sikkert.. Som skrevet før, er jeg meget meget tæt på min bror.. Min mor og far er skilt, så ser ikke så meget til min far. Min storebror trådt ind i en meget ung alder og passet på mig. Fortalte mig hvordan verden er udenfor og hvordan man skal opfører sig. I mine 13-17 år, da man begyndte at blive teenager, der kunne det være slemt at have en overbeskyttende bror. Men den dag idag, der er jeg så glad for det. Det lærte mig meget!
Min bror (Benjamin) skal afsted.. Jeg kan stadig huske følelsen af ulykkelighed blandet med stolthed. Hvor sejt er det lige, at ens bror er soldat som skal ned og kæmpe mod Taliban? Men den anden følelse var ‘Hvordan kan du efterlade mig? Lade mig leve i frygt?!’ Tænk hvis jeg siger farvel nu og det er sidste gang jeg ser ham? Får helt kvalme at tænke på det igen..
Seks måneder er lang tid, og man må nød til at have en hver dag op og kører igen. Det var svært for mig de første par uger, jeg kunne ikke fungere i skolen og var bange hvergang telefonen ringede, fordi tænk hvis man fik et opkald om der var sket noget.. Heldigvis, der kunne han ringe hjem noglegange og fortælle hvordan det gik.. Men det var stadig ikke nok, til at slippe af med frygten og i hvertfald ikke når man kunne hører bomber springe i den anden ende af telefonen..
Det bliver december månede og Benjamin får lov til at komme på orlov i Danmark ipar dage, så han kan holde jul med os. Jeg kan tydeligt huske, at vi ikke kunne hente ham i lufthavnen pga snestorm. Man kunne ikke kører på vejene. Men døren går op og ind kommer han, jeg spurter ud og omfavner min storebror. Det var en ubeskrivelig følelse. Vi fik lov at have ham juleaften! Men dagene gik hurtigt og afsted skulle han igen.. Anden gang var heller ikke sjovt! Men nu var der kun to måneder til han var hjemme igen.. Jeg talte dage.. Og endelig kom dagen hvor han skulle hjem igen! Fast.. Væk fra hvad jeg synes er en farlig verden.. Vi stod alle pårørende, min familie og hundrede andre! Børn, voksne og ældre. Der er lys ude ved landingsbanen og store danske flag over det hele! Og i trop kommer alle soldaterne. Min storebror klaret den! Han var på dansk jord igen. I seks måneder gik jeg med følelsen af, at der var chance for, at jeg hverdag kunne miste den vigtigste person i mit liv. Jeg var hamrende stolt! det er jeg stadig.
At være pårørende til soldat(er) i Afghanistan er hårdt.. Savn og frygt! Jeg kom igennem det, fordi man havde folk at tale med. Min bror var god til at fortælle mig, hvordan det var dernede og hvordan han havde det på en sjov måde! ‘Der seriøst meget sand hernede søs..’ Han fortalte ikke så mange negative ting, fordi det ville selvfølgelig gøre mig mere nervøs. Filmen ‘Armadillo’ er en film/dokumentar om krigen i Afghanistan. Den udkom imens han var dernede, han sagde jeg ikke skulle se den før han kom helt hjem. Den dag idag har jeg stadig ikke set den.. Tør ikke..
Jeg er stolt og glad for min bror gjorde det! Det udviklet ham som menneske og man sætter meget mere pris på livet.
Sæt pris på jeres familie og venner. Livet går så stærkt og der kan ske en masse.. Jeg er mere end taknemmelig over, at jeg stadig har min storebror den dag idag <3..
– Knus Nanna C